IB ANDERSEN, dansk tegner, grafiker og arkitekt (1907-1969), der som ung tegnede rækværket ved Fægtekælderen.
Ib Andersen er mest kendt som bladtegner for Politikens Magasin fra omkring 1930'erne og frem til Magasinets lukning i begyndelsen af 1960'erne. Han var i sin tegnekunst stærkt påvirket af dansk guldalder, men frembragte sin helt egen genre. Han kunne som få andre tegne den danske natur, landskabet, eller byernes huse og stemninger. Hans interesse for selve det grafiske, layoutet og typografien, i kombination med hans egne tegninger bragte ham ind i forlagsverdenen, hvor han fremstillede solid og fængende bogkunst, som altid ramte bogens tema og tone godt og altid var genkendelig som et Ib Andersen-værk.
Blandt hovedværkerne kan nævnes Den Fuldkomne Fisker 1943, Landluft 1944, En Vinter Lang 1956. I samarbejde med grafikeren, professor Gunnar Biilmann Petersen udviklede Ib Andersen efter krigen designet til Danmarks Nationalbanks nye pengeseddelserie med motiver som bl.a. plovmanden, Kronborg, møllen og Roskilde Domkirke. Ib Andersen tilrettelagde også den næste serie, hvis motiver bl.a. var firben og egern. Han havde gennem flere år i sit atelier i Fredensborg sit eget private egern, som sad model for den kommende tusindkroneseddel.
Der var bud efter tegnerens virke, og med sin rejselyst kom han meget rundt i verden allerede fra en tidlig alder, bl.a. til Brasilien. Forlæggeren Poul Westermann fik bragt ham på rejse til de tidligere danske kolonier, St. Thomas, St. Croix og St. John i Vestindien, samt på Guldkysten i Afrika og Tranquebar i Indien. Ud af det kom der to pragtværker, som dog aldrig rigtig faldt i tegnerens egen smag. Han var utilfreds med gengivelsen af sit værk og forlagets andre redaktionelle beslutninger.
Værket er dog alligevel et hovedværk, som også fremviser IA's evner som udlært arkitekt (bl.a. fra Poul Henningsens tegnestue i slutningen af 1920'erne). I denne sammenhæng foretog han adskillige opmålinger af fin dansk arkitektur, og trods fremskredent forfald og direkte ruin fik han alligevel registreret og optegnet bygninger, som for længst var forladt og glemt. Ruiner og forfald blev et af hans ledemotiver. Han havde stor kunstnerisk sans for netop forfaldet og kunne tegne det med både ærlighed, stringens og indlevelse. Han blev aldrig til fals for maner eller tegnemæssige vildveje, men elsket for sin motivverden, ofte i mol og især på den regnvåde nordsjællandske efterårsvej, med nedfaldne blade, forblæste trækroner og måske en tudse, der kravler over vejen. Det barokke og det samfundskritiske fandt også vej gennem hans pen. I sine motiver holdt han med ungerne i skolegården, fremstillet med kærlighed og sans for det absurde, men altid med evnen til ikke at udlevere sine motiver. Det var altid med hjertet på rette sted. Men da urbaniseringen ramte byerne og betonboliger skød op til fordel for gamle bykvarterer, og når landvejens træer blev fældet af hensyn til bilistens nyvundne fart, så spruttede hans vrede pen, og han fremlagde komikken og alvoren i dagbladets spalter. Han blev fortolkeren af det danske landskab, men aldrig folkelig.
Hans udsyn var mod den store verden, det bedste i litteraturen, og han forblev trods rejserne i sit selvvalgte eksil, sin Fredensborg-idyl på Stationsvej. Han blev også kendt for mesterlige plakater; især kan nævnes tivoliplakaten fra 1943 (som stadig genoptrykkes og benyttes af Tivoli), dén med ballongyngen mod nattehimlen. Endvidere huskes plakaten for DDL (Det Danske Luftfartselskab), med vindpose og den sorte DC-3 flyver.
Ære være hans minde!
Kilde: Wikipedia ved Simon Bang